Anders Rohr Jørgensen

17. oktober 2017

Turisme: 

Vores kommune er en del af en fantastisk natur- og kulturperle. Det fik vi bekræftet, da Nationalpark Vadehavet i 2014 blev optaget på listen over UNESCO Verdensarv. Ribe er vores kommunes ubetingede turist metropol, og der er potentiale for at udvikle den status endnu mere de kommende år. Vi har et godt udbud af handelsliv, restaurationer og turistattraktioner.

Jeg vil arbejde for flg. tiltag indenfor turismen:

  • Genskabning af den gamle grænsesti i forbindelse med 100 års jubilæet i 2020 (Se projektbeskrivelsen her)
  • Videnscenter om Ribes historiske betydning og maritime historie
  • Skabe bedre vilkår for cykelturisme
  • Sætte fokus på erhvervsturisme ved fx. at udbygge Danhostel i Ribe så vi bliver en attraktiv konferencedestination
  • Anlægge slæbested ved kammerslusen som kan benyttes af turister og lokale, således det bliver muligt at sejle på Ribe vesterå.
  • Vores vandløb skal i fremtiden være mere attraktive for lystfiskeri og kanosejllads
  • Støtte projekt Ribe Træskibsværft (Se projektbeskrivelsen her)

Kørsel og parkering i Ribe

Er et emne som fylder rigtig meget i den offentlige debat. Og der er behov for at finde en fremtidssikret løsning for Ribe Midtby, derfor har vi allerede i starten af året bedt vores forvaltning om at igangsætte et større arbejde med at indsamle ønsker og ideer fra Ribes handelsliv og beboerforeninger, resultatet af dette arbejde venter vi nu på at blive præsenteret for, så det kan danne grundlag for en politisk beslutning. Vi kom et vigtigt skridt videre ved dette års budget med afsættelsen af penge til elektronisk P-henvisning, erfaringen fra andre byer viser at det fjerner en stor del af den unødvendige trafik i bymidten. Der blev også fundet penge til asfalteringen af P-øst i Ribe og dermed kan denne P-plads indrettes og bruges langt bedre end i dag. Det er små skridt på vejen til bedre forhold, og derfor vil dette område være noget af det jeg vil have allermest fokus på i byrådet. 

Erhvervsvenligheden skal være i top:

Vi har det seneste år bevæget os i den rigtige retning, efter at have haft en meget dårlig placering´på DI´s liste over erhvervsvenlige kommuner, et af de områder vi har været udfordret på er lange sagsbehandlingstider, det har vi derfor gjort noget ved i dette års budget ved at afsætte penge til flere medarbejdere. Men målet er stadig at komme i top 10 over Danmarks mest erhvervsvenlige kommuner, og det vil jeg arbejde hårdt for de kommende år.

Fleksible pasningsmuligheder for børnefamilier:

Jeg ved som bruger af både vuggestue, børnehave og skole/SFO at det er afgørende at have en god balance mellem arbejds- og familieliv. Dette skal understøtte ved at sikre fleksible muligheder for familierne indenfor skole og dagpasning. Jeg og Venstre ønsker derfor at lave en behovsanalyse hos familierne for at afdække hvilke muligheder for børnepasning, der er behov for. Det er vigtigt at pasningsmuligheder og fritidstilbud tilpasses efter familiernes efterspørgsel, og derfor kan ændres over tid. Vi vil sikre en høj kvalitet i dagtilbud, skole og fritidstilbud, og hilser private udbydere velkomne.

I den forgangne byrådsperiode har der været store ændringer på skoleområdet i form af en folkeskolereform og ny skolestruktur. I den kommende byrådsperiode vil vi i Venstre give skoleledelse og lærere ro til at arbejde med den nye struktur. Dog skal vi selvfølgelig fortsat lære af andre gode skolesystemer i Danmark eller udlandet, og jeg lægger vægt på, at der arbejdes videre med den åbne skole.

Bedre samspil mellem natur, miljø og landbrug:

Landbruget har stor betydning for økonomi og beskæftigelse i Esbjerg Kommune. Landbruget er for mig og Venstre en vigtig samarbejdspartner og medspiller i forvaltningen af vore naturområder. Jeg vil være med til at sikre, at der gives plads til at det moderne landbrug fortsat kan udvikle sig, under behørig hensyntagen til både natur, miljø og det omkringliggende landskab.

Esbjerg Kommunes vandløb skal være attraktive for både fiskeri og kanofart. Samtidig er vi åbne for etableringen af attraktive stiforbindelser langs med vandløbene. Ud over at være attraktive skal vores vandløb også være effektive. De skal hurtigt og effektivt lede de store mængder nedbør væk. I Venstre tager vi den udfordring alvorligt, og vi vil derfor sikre, at vore vandløb har en god og rettidig vedligeholdelse, så vi undgår oversvømmelser af landbrugsjord og deraf følgende tab, vi har senest set det i Vilslev og de berørte borgere i området er blevet kastebold mellem kommune, kystdirektorat og næsten alle andre myndigheder, det er en uretfærdig måde at behandle borgere på og derfor kræver hele vandløbsområdet et større eftersyn.

En aktiv arbejdsmarkedspolitik:

Jeg mener, at alle borgere der kan forsøge sig selv, har en pligt til at gøre det. Derfor skal vi have fokus på omskoling og opkvalificering, så vi sikrer at de arbejdsløses kompetencer bedst muligt understøtter erhvervslivets behov.

Jeg vil arbejde for en tæt dialog mellem virksomhederne og kommunen, så vi får bygget bro til borgerne udenfor arbejdsmarkedet – herunder også flygtninge, som skal være selvforsørgende efter senest 3 år.

Jeg vil gerne sætte særlig fokus på de unge arbejdsløse, og sætte fokus på at uddannelse er vejen til selvforsørgelse og beskæftigelse.

Gode kultur, idræts og fritidsaktiviteter:

Jeg vil derfor være med til at

  • Understøtte vores mange foreninger i kommunen, herunder fjerne unødigt bureaukrati
  • Der skal være kultur i alle ender af kommune
  • Gode muligheder for børn og unge for at dygtiggøre sig indenfor kultur og idræt
  • Et rigt og varieret kulturliv giver glade borgere og kan tiltrække nye
  • Tiltrække store events til kommunen

 Et trygt og fremtidssikret beredskab:

Beredskaberne i Danmark har været udsat for besparelser i en sådan grad at det kan gå ud over den service og sikkerhed som borgerne ellers skulle være garanteret. I takt med at beredskaberne har fået nye opgaver i form af ændrede vejrforhold ,og ikke mindst risikoen for terror. Er beredskaberne alligevel blevet bedt om at levere besparelser. Den øgede fokus på nye typer opgaver, stiller selvfølgelig nye krav til de danske beredskaber, og her skal økonomien selvfølgelig følge med. Lokalt har vi for nyligt fået meddelelsen om at politiet skærer kraftigt i bemandingen på politigården i Ribe, det kan selvfølgelig kun forringe lokalkendskabet til vores by og område, og med et stigende antal turister og aktiviteter i byen, vil det for mange både borgere og erhvervsdrivende blive mødt med bekymring.

Ovenstående er ikke noget lokalpolitikkerne har den store indflydelse på, men vi kan bruge vores netværk i folketinget til at kæmpe for at få tingene vendt, eller endnu bedre forsøge at forhindre dårlige beslutninger i at ske.